Sorø Pendlerklub

24. september 2019 13:31
by rasmus
0 Kommentarer

Tillæg for brug af metro når Cityringen åbner plus sporarbejde efterår 2019

24. september 2019 13:31 by rasmus | 0 Kommentarer

I forbindelse med forlig angående finansiering af Metro Cityringen blev det besluttet, at billetstrukturen omkring metroen skulle ændres. Denne ændring træder i kraft i forbindelse med åbningen af Metro Cityringen. Det betyder, at man som pendler fra Sorø vil blive opkrævet yderligere ca. 80 kr for 30 dage, såfremt metrotillæg ikke fravælges i forbindelse med køb af pendlerkort. Dette gælder ikke blot Metro Cityring men hele metronettet. Man kan læse meget mere på dinoffentligetransport.dk. Her oplyses det, at køb af pendlerkort inden åbningen af Cityringen stadig er gyldigt i metroen, men at tillæg fra næste fornyelse vælges til, såfremt man ønsker at benytte metroen ved brug af pendlerkort.

I løbet af efteråret skal Banedanmark fortsætte arbejdet med tilslutningen af Ny Bane ved Ringsted station. Det betyder, at du i flere perioder af både weekender og hverdage vil opleve længere rejsetid, at du skal med et andet tog end normalt eller ad en anden strækning end normalt. Ændringerne påvirker både rejser mellem Odense og København og mellem Nykøbing F og København. Arbejdet pågår for det meste i weekenderne samt i aften- og nattetimerne i perioden 20. september til 23. november. Desuden vil der også være sporarbejde i perioden 7. oktober til og med 27. oktober på hverdage! Det betyder at regionaltoget KBH – Slagelse ikke kører i denne periode, og derfor vil Ringsted, Sorø og Slagelse betjenes med Intercity Lyn! Se https://www.dsb.dk/trafikinformation/Sjaelland2019 og som altid: hold øje med Rejseplanen samt www.dinstation.dk (hvor du også kan se togsammensætningen).

Husk også, at man som rejsende på strækninger, som har været berørt af sporarbejde, kan søge om refundering af en måneds rejse med pendlerkort. Man kan søge om kompensationen på dsb.dk fra d. 1. oktober 2019 og i øvrigt få meget mere information om ordningen på samme side.

Mvh.

Mikkel og Jan, Sorø Pendlerklub