Sorø Pendlerklub

30. november 2019 19:03
by rasmus
0 Kommentarer

Nyt fra pendlerklubben - november 2019 - valg af pendlerrepræsentanter

30. november 2019 19:03 by rasmus | 0 Kommentarer

Sig nærmer den søde juletid. Det betyder samtidigt, at tiden er inde for en ny køreplan. 

Køreplan for 2020

Søndag d. 15. december 2019 træder køreplanen for 2020 i kraft. Det vil have betydelige konsekvenser for pendlere fra Sorø i begge retninger. Tiderne ændres som angivet her nedenfor:

 

Minuttal - Retning mod København:

11 – IC over Køge Nord og Ny Ellebjerg 

17 – Regionaltog over Roskilde med stop på samtlige stationer

44 – IC over Roskilde, Høje Taastrup og Valby


Minuttal - Retning mod Slagelse/Fyn og Jylland:

16 – IC over Slagelse, Korsør, Langeskov og Odense

42 – Regionaltog til Slagelse

49 – IC over Slagelse, Korsør og Odense

Det skal bemærkes, at regionaltog mellem Slagelse og København også kører i weekender, ligesom der er flere afgange (senere på dagen), hvilket er en forbedring i forhold til nu.

Vi er opmærksom på, at det ændrede kørselsmønster ikke er til fordel for pendlere mellem Vestsjælland og Roskilde/Høje Taastrup/Valby, da en af to IC-afgange i timen, kommer til at køre over Køge Nord. Der er for så vidt korrespondance i Ringsted, men det er en ”ubetydelig fordel” for pendlere i Sorø, da der er tale om regionaltoget, som netop afgår fra Sorø bare 6 minutter efter IC-toget. Vi har været i dialog med DSB om denne problemstilling og de lidt skæve tider, som køreplanen for 2020 har medført. Vi holder stadig øje med udviklingen, og vil stadig arbejde for, at fremtidige køreplaner opfylder de behov, som pendlere fra Sorø måtte have.

 

Kompensation for det store sporarbejde i foråret/forsommeren 2019

I forbindelse med det store sporarbejde omkring Ringsted station hen over foråret og sommeren, så har DSB lovet kompensation for pendlere, som opfylder visse betingelser. Ordningen har vist sig at være ganske rigid, og det er oplyst fra DSBs side, at der ses på enkelte tilfælde, hvor kompensation enten ikke har været fuldt udbetalt eller hvor betingelser for kompensation som sådan ikke er mødt. Vi er ikke bekendt med, at det har forvoldt de store problemer for pendlere fra Sorø, men vi hører naturligvis gerne, hvis det modsatte skulle være tilfældet, så vi kan tage det videre til DSB.  

 

Kommende sporarbejder

Banedanmark fortsætter arbejdet med at tilslutte Ny Bane ved Ringsted og der kan derfor stadig forekomme ændringer i køreplanerne. Arbejdet vil for det mest foregå om aftenen og i weekender. Hold øje med Rejseplanen, www.dinstation.dk eller på www.dsb.dk/trafikinformation/Sjaelland2019

Vi deltager i pendlertræf i den kommende weekend, og her vil der bl.a. blive orienteret om sporarbejde for 2021. Blandt andet skal Slagelse station moderniseres med blandt andet etablering af en gangbro over skinnerne. Dette sporarbejde bliver - ligesom i foråret 2019 - ganske omfattende, og vi vil gøre vores indflydelse gældende for, at vores forbindelser både mod øst og vest bliver berørt mindst muligt.

 

Valg som pendlerrepræsentanter for Sorø Pendlerklub

Formalia skal være i orden, og det gælder også repræsentation af pendlere fra Sorø. Derfor skal vi have gennemført valg hertil. Vi forestiller os, at gøre som følger:

  • Indstilling af kandidatur som pendlertalsmand (kan være begge retninger eller en af to retninger) senest 13. december. Dette gøres ved, at skrive til email-adressen soroependlerklub@gmail.com. Det kan oplyses, at Jan Vleugel (repræsenterer retning mod Odense) og Mikkel Trier Frederiksen (repræsenterer retning mod København) ønsker genvalg og derfor stiller op med henblik på, at videreføre den nuværende konstellation.
  • Valg gennemføres i perioden 16.-20. December. Valget gennemføres via en doodle, såfremt det kommer til kampvalg (Læs: andre oplyser om deres kandidatur). Et link til valg via doodle vil blive kommunikeret på hjemmesiden og i email til pendlerklubbens email-liste. Hvis du ønsker at stemme, kan du tilmelde dig mailinglisten ved at sende mail til os på soroependlerklub@gmail.com
  • 21.-23. December annonceres valgets vinder(e) 
  • Ny pendlertalsmand/mænd tiltræder 1. Januar 2020

Pendlerklubben kan stadig kontaktes på soroependlerklub@gmail.com angående gode såvel som kedelige oplevelser omkring togdriften til og fra Sorø. Vi medtager alle henvendelser til dialog med DSB for at skildre vores udfordringer som pendlere.  Skriv gerne til os – alle henvendelser er velkommen!

Rigtig god vinter!

Venlig hilsen

Jan Vleugel og Mikkel Trier Frederiksen (Pendlertalsmænd)