Sorø Pendlerklub

9. februar 2012 23:34
by rasmus
0 Kommentarer

Tilbagemelding vedr. K12 køreplan/ønsker til K13 fra Sorø Pendlerklub

9. februar 2012 23:34 by rasmus | 0 Kommentarer

Som opfølgning på vores møde i pendlerklubben i mandags, har vi sendt følgende tilbagemelding vedr. køreplaner til DSB:

"Kære Anne-Lise Bach Sørensen,

Vi har holdt møde i Sorø Pendlerklub den 6/2-2012, hvor vi drøftede K12, samt ønsker til K13 køreplanen. Generelt er vi meget tilfredse med rettidigheden af togene, som vi føler, er væsentligt forbedret henover de seneste år. Vi oplever dog store problemer med manglende siddepladser på en del afgange i myldretiden, men det er I formentligt klar over allerede.

Vores ønsker til K13 er:

  • Genindførsel af pendler-lyntogene fra København mod Odense kl. 15.27 og 16.27 (uden stop Valby-Slagelse), som eksisterede i K11. Efter disse ikke længere kører, har vi oplevet et mærkbart ekstra pres på afgangene 15.30 (IC 957) og 16.30 (IC 861), hvilket bevirker at der nu altid er stående passagerer med disse afgange, typisk indtil Ringsted eller Sorø.
  • Vi mener faktisk at disse to afgange (IC 957 og IC 861) er så fyldte at de må give Jer et problem i forhold til punkt 1.6.2 i kontrakten med Trafikministeriet, hvori der står "(...) maksimalt tillade 20 pct. stående passagerer i maksimalt 30 minutter".
  • Vi oplever at togene typisk ankommer rettidigt til København H om morgenen, men ofte så holder 6-8 minutter før det kører videre mod Nørreport/Østerport. Dels betyder dette at togene så rent faktisk er forsinket ved ankomst til Østerport, men også at folk "mister" noget tid om morgenen. Er der en særlig grund til at togene holder så længe på København H, og kan der forbedres på dette?
  • Det er vores opfattelse at der er størst pres på strækningen København-Roskilde, hvilket bevirker at intercity tog er fyldte på denne strækning, men derefter har bedre plads (dog ikke altid siddepladser før Ringsted). Er det muligt at køre ekstra afgange på strækningen København-Roskilde i myldretiden? Evt. uden stop Valby-Roskilde, for at gøre dem mere attraktive for pendlere fra Roskilde?
  • Et mindre ønske er om det er muligt at få en afgang fra København H kl. 23.00 (denne findes pt. ikke)

Med venlig hilsen

Rasmus Møller Selsmark
Gert Jørgensen
Flemming Meyer Kjærgaard
Sorø Pendlerklub"

Tilføj kommentar

  Country flag

biuquote
  • Kommentar
  • Eksempel
Loading